Ingen resultater
Erhvervsansvarsforsikring
Når du er medlem som studerende eller med et aktiv medlemskab af Danske Terapeuter er du omfattet af foreningens erhvervsansvarsforsikring, der er tegnet hos vores forsikringsselskab.
Forsikringen er med til at give dig tryghed i dit arbejde som komplementær alternativ behandler og dækker dit erhvervsansvar over for dine klienter.
Hvem er omfattet?
Forsikringen omfatter følgende medlemsgrupper:
- Aktivt medlem (med og uden RAB)
- Alle studerende
Hvilke fag er dækket?
Forsikringen omfatter behandling inden for følgende fagområder og deres naturlige faglige undergrupper:
- Akupunktur (herunder blandt andet cupping, moxa og øreakupunktur)
- Biopati/naturopati
- BODY SDS
- Columnaterapi
- EFTMR-traumeterapi
- Fodpleje
- Kinesiologi
- Kranio-sakral terapi
- Kropsterapi
- Massage
- Phytoterapi
- Strukturel Integration
- Urteterapi
- Zoneterapi
Hvornår er du dækket?
For at være omfattet af forsikringen skal du være under uddannelse eller have gennemført en uddannelse inden for et af de fag, Danske Terapeuter repræsenterer.
Forsikringen dækker de behandlingsformer og teknikker, du er undervist i. Hvis din grunduddannelse eksempelvis omfatter både zoneterapi og massage, er begge dele omfattet, når de anvendes som en del af din faglige behandling.
Efteruddannelse
Har du gennemført RAB-godkendte efteruddannelser, er disse også omfattet af forsikringen.
Det forudsætter, at:
- efteruddannelsen er RAB-godkendt (for kurser afsluttet efter 2004), og
- du kan dokumentere den med et kursusbevis.
Hvad dækker forsikringen?
Erhvervsansvarsforsikringen dækker dit erhvervsansvar over for klienten, hvis der opstår en skade i forbindelse med din behandling, og du er erstatningsansvarlig.
Forsikringen omfatter desuden almindeligt erhvervsansvar, eksempelvis hvis en klient kommer til skade eller får beskadiget sine ejendele under besøget i klinikken.
Forsikringen dækker blandt andet:
- behandling i egen klinik,
- venteværelser og øvrige kliniklokaler,
- udebehandlinger hos klienten,
- behandling i andre klinikker eller behandlingssteder i Danmark,
- midlertidigt arbejde i de øvrige nordiske lande,
- ansvar i forbindelse med områder, hvor du som behandler har vedligeholdelses- eller oprydningspligt.
Supplerende oplysninger
Forsikringen dækker manipulationsbehandling i det omfang, sikrede har erhvervet lovmæssig ret til at udføre sådan behandling. Ved manipulationer forstås ledbevægende teknikker, omfattende ledartikulering og ledmobilisering. Det er en forudsætning, at den grundlæggende uddannelse indeholder undervisning i "manipulationer”.
Hvad dækker forsikringen ikke?
Forsikringen dækker ikke behandlinger, som du efter gældende lovgivning ikke er uddannet eller berettiget til at udføre.
Forsikringen omfatter heller ikke produktansvar eller krav, der er omfattet af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, dog med undtagelse af eventuelle berettigede regreskrav fra Patienterstatningen i henhold til forsikringsbetingelserne.
Hvis der sker en skade
Hvis en klient mener at have pådraget sig en skade i forbindelse med en behandling eller uheld i eller ved din klinik, skal klienten indsende en skriftlig henvendelse til Danske Terapeuter.
Foreningen videresender herefter sagen til forsikringsselskabet, som behandler skadesanmeldelsen og vurderer, om skaden er dækket efter forsikringsbetingelserne.
Selvrisiko
Forsikringen har en selvrisiko på 5.000 kr. pr. skade.
Har du spørgsmål om forsikringen eller dens dækning, er du altid velkommen til at kontakte Danske Terapeuter.