Et univers af faglighed

Inspirerende, professionelt og brugbart – også på tværs af faggrænser. ”Hands on” øvelserne tilføjede en ekstra dimension og gjorde, at blandingen af teori og praksis blev en succes. Og underviserne fik også selv noget med hjem.

Af Jesper Odde Madsen, Danske Terapeuter, oktober 2025


”Seminaret er det bedste kursus, jeg har været på, og jeg har været på rigtig mange. Det er næsten som en uddannelse”.

Sådan lød ét blandt mange udsagn efter foreningens todages seminar i september. Deltagerne valgte efter interesse mellem workshops inden for EFTMR-traumeterapi, columnaterapi, biopati/naturopati ibm, zoneterapi, akupunktur, japansk lifting, Zind Terapi, cupping og biomekanisk KST.

Her er et udpluk af deltagernes vurderinger:

  • Jeg trækker det ud, som jeg synes jeg kan bruge i mine egne behandlinger, selv om det ikke er noget, jeg arbejder med til daglig. Senere finder man så ud af, om det er noget man vil gå videre med.
  • Fagligheden er rigtig høj, og det hele foregår meget professionelt. Nogle gange handler det om et andet fag end mit eget, men det gør ikke noget.
  • Jeg arbejder meget med manuel terapi, så nu ville jeg høre om noget andet. Derfor var det godt at opdage nogle andre værktøjer, jeg måske kan bruge.
  • Forskelligheden gjorde det spændende, og fagligt set var der mange gode input. Jeg synes også, det er godt at vide, hvad de andre laver og kan, det styrker kun min egen faglighed. Og selv et kompliceret emne blev formidlet, så det var let at forstå og nemt at gå hjem og bruge i klinikken.
  • På workshoppen skiftedes vi til at behandle hinanden, så vi fik både det teoretiske og det praktiske med - det er lige i min ånd med noget hands-on. Det viste sig at være fantastisk lærerigt.
  • Der er meget, jeg kan bruge i de andre fag, jeg kommer jo til at se mennesket med andre faglige øjne. Og der er aldrig kun én løsning, der er jo mange løsninger. Hvis det ene ikke virker, så må vi jo prøve noget andet.


Det siger underviserne:


Eva Olsen, Dig i Centrum:

Jeg havde valgt et lille udsnit af det, jeg plejer at undervise i, og jeg var spændt på, om det fungerede, og om tiden passede.

Normalt plejer vi at lave én øvelse og derpå bytte roller. Men her lod jeg dem blive liggende i længere tid, inden de byttede, så det ikke blev så stressende for dem, når der samlet ikke er så meget tid.

Selv om nogle af dem ikke var helt klar over hvad der ventede, gik de alle på med krum hals, og jeg kunne se, at de hyggede sig. Jeg har fået afprøvet en anden måde at undervise på, så man får lidt mere behandling, før man skal af briksen og bytte.

Normalt har jeg kun otte elever ad gangen, med fire på briksen ad gangen, men nu var der dobbelt så mange. Men det gik fint, og folk kom med nogle gode tilbagemeldinger. Det fysiske fyldte jo mest, og der var en god ro og fordybelse hele tiden.

De lærte noget andet end det, de kendte. Nogle gange kan det være svært bare at melde sig til et kursus, fordi man ikke rigtig ved, om det er noget for én. Her kunne man i stedet få lov til at snuse lidt til det hele. Bagefter er der nogle, der beslutter sig for at tage en uddannelse, mens andre blot er glade for at få udvidet deres horisont.

Vi fra skolerne havde desuden en god dialog med foreningen, hvor vi kunne byde ind med det, vi mente var relevant, og som vi havde lyst til.


Jan Lasota, Lasota Terapi Akademi:

Alt i alt virkede det som om, de havde fået noget med hjem, og vi havde en god dialog undervejs. Vi kom rundt om mange ting, og de var meget nysgerrige. Det er jo ikke bare mig, der står og holder foredrag - de fik prøvet de teknikker, som jeg viste dem, så de faktisk kan gå hjem og bruge dem, selv om de ikke har selve uddannelsen.

Normalt underviser jeg i det stof, der indgår i uddannelsen af manuelle terapeuter. Her var det naturligvis noget andet, og alle fik et godt indblik i, hvad en RAB-registreret columnaterapeut egentlig laver – selv om de måske ikke selv kommer til at bruge det.

Vi startede med teorien, og efter pausen skulle de så prøve det i praksis. Øvelsen havde fokus på bækkenproblemer, noget der er kendt i de etablerede klinikker. Deltagerne arbejdede i hold på tre, sådan at den tredje observerede.

Nogle af dem blev måske interesseret i uddannelsen, andre synes bare, at det var hamrende interessant at se, hvordan man gør – lige som hvis jeg var på en workshop om zoneterapi, som jeg ikke ved noget om. Bagefter gav jeg hele holdet nogle kopier af det, jeg havde gennemgået. De støder måske ind i nogle klienter, som svarer til det, jeg gennemgik.

Hele arrangementet var ret godt skruet sammen, der var både brikse og det hele. Men både eleverne og jeg synes, at pauserne var for lange - en halv time til kaffe og networking er jo lang tid, når man er i gang med at lære noget nyt.


Peter Cole, Painkiller, Akupunkturskole.dk: 

Det giver mig meget at undervise, jeg har jo behandlet i mange år, så det giver mig et lidt større kick at komme ud og undervise og formidle min viden, så de kan gå ud og lave nogle gode resultater. Og jeg lægger vægt på at formidle min viden i et sprog, som alle kan forstå.

Jeg synes, at der var meget god feedback fra deltagerne, med ping-pong frem og tilbage, og det er jo godt for alle parter. Som helhed var det en positiv oplevelse, og der kom også nogle gode grin af og til. 

Selv om det er seriøs undervisning, skal det jo også være lidt af et ”show”, der fanger opmærksomheden. Én af deltagerne sagde, at det næsten var lige som at være til show med ”Anden” (Anders Mattesen) men at jeg ikke skulle opfatte det negativt, men som en kompliment.

Når jeg siger, at jeg ikke bruger TCM, er det jo naturligt, at nogle reagerer. Det jeg siger, passer ikke lige ind i det, de har lært. Men det kan være en øjenåbner for nye muligheder, en lille provokation, der får folk til at tænke selv, så det er jo fint nok. Jeg siger jo ikke, at mit er det eneste rigtige. På en uddannelse får man altid en god samling værktøjer, men efterhånden finder man jo sin egen vej.


Mette Barfoed, Energipsykologi Danmark:

Jeg synes deltagerne var meget positive og engagerede, fx da de to og to arbejdede med klangskåle på tarmene. Her var de modige, men da det kom til traumeterapien, var de mindre modige. Og det er der en forklaring på.

Øvelsen lød nemlig sådan: ”Gå op og fortæl om dig selv, foran alle de andre”. Så kommer blokeringen: Hvor mærker du det henne, hvad er det lavet af? Det er der, folk lukker ned – der sidder såret, og det er lige nøjagtigt der, vi skal ind, hvis vi skal slette og ændre noget.

Vi havde nogle rigtig gode timer sammen. Der er jo ikke noget bedre end at undervise nogen, der synes, det er sjovt, spændende og provokerende. Jeg havde fornøjelsen af en masse dejlig feedback, som var meget inspirerende. Og samarbejdet med Danske Terapeuter var præget af kærlige energier, og så kører det jo bare, som det skal.


Qi Gong ved fyraften

Efter det faglige var der mulighed for at komme helt ned i kroppen efter fredagens program. Det foregik på græsplænen foran Severin, sammen med Emily Nielsen, som er Qi Gong Instruktør, zoneterapeut, mm.

- Øvelserne byggede på den Qi Gong retning, der hedder Ba mai, som betyder ”de otte ekstraordinære meridianer”, altså ikke de klassiske. En retning, der udspringer fra den helt oprindelige Qi Gong, som man kender fra Kina, siger Emily.

- Som zoneterapeuter er vi jo verdensmestre i at sidde stille, og vi har virkelig brug for at rejse os og bevæge os. Derfor bruger jeg Qi Gong til at passe på mig selv som behandler.

- I var nogle rigtig dygtige elever derude på græsplænen, og det var flot, at I nåede alle otte øvelser igennem på tre kvarter.

- Jeg var positivt overrasket over, at så mange ville være med, og at det gik nemt med at kommunikere ud, hvor det skulle foregå. Folk var jo lidt trætte i hovedet til sidst, men der kom alligevel over 20.

Emily kan i øvrigt fortælle, at man for mange år siden fandt på at kombinere Qi Gong med Kungfu. Resultatet? Tai Chi.