Ingen resultater
Når rejsen er med i bagagen
Nogle mennesker bærer på noget svært efter psykedeliske oplevelser. En psykolog giver gode råd til behandlere, der møder klienter med dette i bagagen, og forklarer hvad integrationsterapi går ud på
Af Jesper Odde Madsen
Ved alternativ behandling opstår der ofte en samtale om psykiske ting, ikke mindst fordi behandleren har brug for at danne sig et helhedsbillede af klienten. Hvad bør man være opmærksom på her, så man ikke risikerer at rippe op i noget psykedelisk, der ligger uden for behandlingens rammer?
- Først og fremmest gælder det om at mærke personens energi. Er der noget der, der er ved at eksplodere, virker hun/han anspændt? Hvis der dukker noget op i samtalen, som peger på det psykedeliske, behøver man ikke at undgå emnet. Man kan trygt lytte til dem, for det er det, de har allermest brug for.
Det siger Rebecca Russell, som er privatpraktiserende psykolog med speciale i bl.a. psykedelisk integration. 70-80 % af hendes klienter er folk, der har haft en psykedelisk oplevelse.
Hun arbejder helhedsorienteret, og mange af hendes klienter er sideløbende i kropsterapi. Det synes hun passer godt sammen med integrationen, da det hele jo også sidder i kroppen. Ved at løsne op via kropsterapi kan klienten få hjælp til at arbejde med det psykiske i integrationsterapien.
- Man kan også foreslå klienten at tage en snak med én, de har tillid til. Man kunne fx sige: ”Jeg kan høre du har meget på hjerte. Måske vil det være rart for dig at snakke med fx en god ven eller en præst.”
- Som behandler bør man være åben og til stede. Men her bør man ikke spørge for meget og ikke komme med råd og vejledning. Hvis man begynder at grave i det, klienten siger, ved man aldrig, hvad man sætter i gang.
- Selv om man ikke er psykolog eller lignende får man jo ofte trangen til at hjælpe, når klienten fortæller om svære ting. Men når den trang melder sig, så husk lige at bakke ud, for det er jo inden i dig selv, der sker noget, siger Rebecca Russell.
Efter rejsen
I enkelte tilfælde skal behandleren straks komme med en kraftig anbefaling om at søge professionel hjælp til det psykiske. Det gælder fx, når der er tale om hallucinationer.
- Her kan der være mange årsager, og det er vigtigt, at klienten ikke går ubehandlet rundt med den tilstand. Det samme er tilfældet ved tanker om selvmord, selvskade og skade på andre, eller hvis klienten simpelthen har mistet forbindelsen med virkeligheden.
Psykedelisk integration omfatter det psykoterapeutiske arbejde, der som regel er nødvendigt efter en ”rejse” med psykedeliske substanser som fx svampe eller MDMA. Uanset om man har haft en overvejende positiv eller negativ oplevelse, vil der være behov for at integrere det materiale, der er kommet op under rejsen.
- Det handler om udfoldelse af materiale fra underbevidstheden, fx i forbindelse med barndommen og relationerne til forældrene, i nogle tilfælde også traumer. Men det kan også omfatte oplevelser af ånder, tidligere liv eller andet transpersonelt og eksistentielt, forklarer Rebecca Russell.
At skabe mening
- Hvad siger din oplevelse dig nu, hvad kan du bruge den til, hvad kan give dig mening og livskvalitet? Hvad siger det om hvem du er, om dit forhold til verden? Nogle gange handler det om møder med folk i familien, hvad var dit forhold til dem?
- Nogle af dem kommer fx med en overbevisning om at ”alt andet er falsk, undtagen mig” – eller at ”alt andet er virkeligt, bare ikke mig”. Under alle omstændigheder gælder det derfor om at få dem til at forbinde oplevelsen med hverdagslivet.
- Jeg hjælper klienten med at skabe mening af alt det symbolske, transpersonlige materiale fra underbevidstheden og det kollektive ubevidste, der kommer frem under en psykedelisk rejse. Hvordan kan det oversættes til deres liv?
- Hvordan peger materialet på områder i deres liv, som de skal arbejde med for at komme tættere på et autentisk, frit liv i overensstemmelse med deres natur. Det kan både være kropsligt, psykisk og åndeligt. Det handler ofte om at give slip på gamle måder at være i verden på. Det vil sige gamle overbevisninger og forestillinger om hvem de er, så der er plads til at være i verden på en ny, mere autentisk og dyb måde, siger Rebecca Russell.
Ændret bevidsthedstilstand
Det behøver ikke altid at være psykedeliske substanser, der er årsag til klientens tilstand. Virkningen kan også opstå efter et stort chok eller efter en nærdødsoplevelse. Der er tale om en ændret bevidsthedstilstand, som kan komme på mange måder.
- Det kan fx ske under dagdrømme, meditation, åndedrætsterapi, musikterapi eller hypnose. Man kan kalde det sjælens manifestation uden psykedeliske substanser, og mange gange er der også tale om smukke oplevelser.
Der er naturligvis også mennesker, der har haft en enkeltstående psykedelisk oplevelse uden at opleve et behov for at søge hjælp. De tænker måske blot lidt over det, og så afskriver de det. De fleste bliver dog nysgerrige, især hvis det bliver ved, og så opsøger de fx en psykolog, en præst eller en shaman.
- Men hvis man hører stemmer eller fornemmer der er en anden i rummet, bliver man måske rigtig bange, man tror man er blevet skør, og i nogle tilfælde bliver man derfor henvist til en psykiater. Her er løsningen som regel medicin, og oplevelsen ses som noget farligt, der skal dæmpes eller fjernes.
- Det er synd, for på den måde lægger man låg på oplevelserne uden at integrere dem. De kommer jo fra underbevidstheden, og når man fjerner medicinen, ligger de der stadig.