Kunst, forskning og sundhed

Af Jesper Odde Madsen

Der sker ofte noget positivt, når en klient eller patient lytter til musik, ser på malerier eller selv får mulighed for at arbejde med kunst. 

Inden for den alternative verden og til dels også i sundhedsvæsenet er man opmærksom på mulighederne for at inddrage kunst i behandlingerne, men den kreative tilgang kan være svær at forholde sig til, fordi man ikke umiddelbart kan dokumentere hvad der sker. Heldigvis er både kunstnere og forskere engageret i at undersøge sammenhængen.

”Musik, dans og billedkunst har længe spillet nøgleroller for os mennesker. De bevæger os, løfter vores humør, udfordrer os til at tænke og hjælper os med at kommunikere. Og en voksende mængde forskning tyder på, at det også kan hjælpe med at fremme vores fysiske og mentale sundhed”.

Det skriver USA’s “National Center for Complementary and Integrative Health (NCCIH)”. De henviser bl.a. til en ny bog, ”Music and Mind: Harnessing the Arts for Health and Wellness”, som samler forskellige perspektiver på kunstens indvirkning på sundhed og velvære.

Bidragene kommer fra forskere, kunstnere, kreative kunstterapeuter, undervisere og sundhedspersonale. Bogen er i øvrigt redigeret af en kunstner, den berømte sopran Renée Fleming, en førende fortaler for den videnskabelige undersøgelse af forbindelserne mellem kunst og sundhed.

Desuden omtaler NCCIH en nylig workshop, Music as Medicine: The Science and Clinical Practice, som workshoparrangørerne har opsummeret i en kort kommentar i The Lancet.

Kilde: NCCIH