Det psykiske åndedræt

Klienterne trækker jo vejret – men hvordan? Det er godt at være opmærksom på vejrtrækning og psyke, selv om man ikke direkte arbejder med psykiske tilstande. Det hele hænger jo sammen. 

Af Jesper Odde Madsen 

Selv om man ikke er psykoterapeut, kan det være godt at være opmærksom på åndedrættet, når man arbejder med mennesker i sin klinik. Nogle gange kommer klienterne med et problem, der samtidig har en psykisk dimension, som har indflydelse på mødet med behandleren. 

- Vores psyke indeholder en vekslen mellem spænding og afspænding, hvor vi både kan udvide vores opmærksomhed og lukke af for omgivelserne. Og den mekanisme er tæt forbundet med vejrtrækningen, siger Jim Toft. 

Jim Toft er ph.d. i psykologi og har mere end 20 års erfaring med terapi. Han underviser bl.a. ansatte i behandlings- og socialpsykiatrien i at inddrage bevægelse i arbejdet med at rehabilitere psykisk syge borgere, så de bliver mere selvhjulpne. 

- Hvis vi fx føler angst eller er anspændte, bliver vejrtrækningen hurtig og overfladisk, og vi lukker af over for omgivelserne. Det er typisk når vi står over for noget, vi opfatter ubehageligt eller truende. Men når vi er afslappede, får vi en dyb og rolig vejrtrækning, hvor vi er mere i kontakt med os selv og omgivelserne. 

De gode signaler

Inden for kropspsykoterapien lægger man stor vægt på sammenhængen mellem en psykisk og en kropslig tilstand. Derfor er det fx ikke nok bare at sige til klienterne, at de ”lige skal tage nogle dybe indåndinger”, hvis man mærker en anspændt tilstand. 

- Når man har klienter i en eller anden form for behandling, bør man være meget opmærksom på den tilstand, klienten befinder sig i. Er vedkommende til stede og i kontakt med sig selv? Hvad er der på spil? Hvor meget er de i stand til at lukke op? 

- Kropssproget kan fortælle os meget, især om klienten er i forsvarsposition. Både tonefald, øjne og kropsholdning giver os gode signaler, men en del af kropssproget er jo også, at vejrtrækningen afspejler klientens tilstand og væren i situationen, siger Jim Toft. 

- Terapeuten har her en stor opgave, som består i at skabe en behagelig og tryg atmosfære og at give nogle råd, der matcher klientens tilstand. Og fremfor alt: At sætte tempoet ned ved at tale langsomt og i en empatisk tone. Så kan man bedre komme igennem med at skabe opmærksomhed på vejrtrækningen. 

- Konteksten er altså vigtig, og det er jo også et personligt møde, hvor klienten kan være meget sårbar. 

Mere ro på

- Mit bedste råd er, at man selv er meget nærværende, og begge skal gerne være ”embodied”, altså være til stede i både krop og psyke. Hvis behandleren ikke er det, bliver det sværere at gennemføre en god behandling. Og igen – man skal tage den med ro - der skal være god tid til at lytte og fornemme, både for behandleren og klienten, understreger Jim Toft. 

- Når der er mere ro på, kan man fx bede klienten om at lægge mærke til sin vejrtrækning og til de spændinger, der måtte være i kroppen. Ikke fordi de nu skal fjernes, men for at få klienten til at mærke sin krop og skabe bevidsthed om sammenhængen mellem krop og psyke. På den måde skaber klienten en dybere kontakt til sig selv. 

Selv om vi trækker vejret automatisk, kan vi nogle gange opleve en anderledes, men naturlig vejrtrækning, fx når vi løber, cykler eller svømmer. Her har Jim Toft haft succes i sit arbejde med nogle skizofrene, der hverken havde kontakt med sig selv eller andre. 

- Jeg fik dem med på at løbe og spille fodbold i 1½ time, og da de oplevede en naturlig og dybere vejrtrækning skete der noget. De var mere til stede og kunne nu tage øjenkontakt med os andre. Efter træningen kunne de alle sammen fortælle, at de ikke længere hørte stemmer, fortæller Jim Toft. 

Fakta

Hjernestammen i det centrale (og autonome) nervesystem styrer visse livsnødvendige funktioner som fx hjerte, blodtryk - og vejrtrækning. Det betyder bl.a. at det fungerer automatisk uden at vi bevidst behøver at gøre noget.

Kilde: Sundhed.dk og Netdoktor.dk