Biopaten og kroppens kemi

Hos biopaten gælder det om at få overblik over rigtig mange faktorer, inden man begynder på en indsats med fx kost, vitaminer og urter.

Af Jesper Odde Madsen

En biopat tager udgangspunkt i kroppens evne til at helbrede sig selv, når den udsættes for belastninger i form af fx mentale eller følelsesmæssige udfordringer, virus, eller skadelige stoffer fra omgivelserne. Belastningerne kan påvirke kroppens organer, samt nerve-, hormon- og immunsystemet.

Biopatien handler nemlig om kroppens samspil med alt det, den bliver påvirket af, lige fra kost og medicin til psyke, arv og miljø, og behandlingerne sigter mod at genskabe en naturlig balance i kroppen.

- I min første samtale med klienten får jeg en fornemmelse af hvor meget de egentlig ”vil det her”. Det kræver nemlig en kæmpe indsats af dig selv at gå ind i sådan en proces, og egenindsats er jo ikke noget, vi er opdraget til, siger Jette Straagaard. Hun er biopat med klinik i Ruds Vedby på Vestsjælland.

- Vi starter altid med en telefonsamtale, ikke mindst fordi jeg gerne vil være sikker på, at jeg er det rigtige valg for denne klient. Nogle gange er det jo en helt anden behandler, der kan hjælpe vedkommende.

- Der er jo ingen grund til at ulejlige folk med at møde op, hvis det så viser sig, at det slet ikke er noget, jeg kan hjælpe med. Jeg har selv prøvet at være klient i sådan en situation, og den følelse synes jeg ikke mine klienter skal have.

- Nogle gange sender jeg dem efter samtalen et spørgeskema de skal udfylde. Når det er nogle store komplekse ting med meget sygdom bagved, har jeg rigtig meget brug for, at de har tænkt over de ting, jeg vil spørge dem om, inden de møder op, siger Jette.

- Det hjælper nemlig, at de har set spørgsmålene først, så de under samtalen ikke bare sidder og tænker ”jeg må jo svare et eller andet” og så svarer forkert eller glemmer noget vigtigt.

Barndom, kropssprog og sygdomme

- Første gang de møder op snakker vi i starten om løst og fast, dels for at jeg kan danne mig et indtryk af klienten, dels for at skabe tillid og få dem til at falde til ro. Det kan jo føles lidt grænseoverskridende at krænge sit liv ud over for en man ikke kender. 

- Under samtalen danner jeg mig et billede af den person, der sidder over for mig. Vi taler om kost, sygdomme, operationer, kosttilskud, allergi, toiletvaner, alkohol og stoffer. Desuden også faktorer som barndom, skilsmisser og sygdomstendenser i familien. Desuden kigger jeg på deres kropssprog og på bl.a. hudens glød, øjnene og håret, forklarer Jette.  

- Jeg spørger også ind til hvilke typer alternativ behandling, de ellers har prøvet, bl.a. så jeg kan vide hvad der har virket eller ikke virket på dem.

- Vi taler naturligvis også om deres medicin-liste, hvad tager de, i hvilke doser, og hvorfor gør de det? På den måde kan jeg fx se hvilke symptomer der evt. kan være bivirkninger af medicinen. Desuden spørger jeg ind til deres forbrug af kosttilskud og naturmedicin, og det hele noterer jeg naturligvis i min journal.

- Er klienten i forvejen i behandling med noget medicin, beder jeg dem altid om at gå tilbage til egen læge og spørge, om det er ok, at de gør det, jeg har anbefalet.

Efter samtalen giver Jette klienten et program, der kan omfatte kost, homøopati, vitaminer, mineraler eller urter. Det kan også være andet, der støtter behandlingen, fx yoga-øvelser, meditation, løbeture, eller andet, som klienten godt kan lide.

Optageligheden er vigtig

- Jeg anbefaler kun produkter, der kan købes i Danmark, og kun fra virksomheder, der kan dokumentere indholdet i deres produkter - og hvor der er dokumenteret optagelighed. Kan kroppen ikke optage produktet, hjælper det jo ikke at fylde sig med det, så er det penge ud af vinduet.

- Desuden undgår jeg at anbefale for mange ting på én gang, da jeg ikke vil have dem til at sidde og spise en hel håndfuld piller ved hvert måltid. Derfor anbefaler jeg højst fem præparater.

- Jeg fortæller dem også, at de ikke kan forvente hurtige løsninger. Det er jo ikke et quick-fix, jeg tilbyder, det tager jo ofte meget lang tid at omdanne en krop, som er rigtig syg, understreger Jette.

Jette er både zoneterapeut og biopat, og hun har altid begge fagligheder med sig. Derfor kan hun fx under en zoneterapeutisk session godt finde på at anbefale D-vitaminer - eller omvendt, i rollen som biopat, at vise klienten hvordan man selv kan trykke på nogle punkter på foden.

Biopaternes uddannelse er ret omfattende da den går dybt ned i kroppens kemi og i alt det, der i øvrigt kan påvirke kroppen, fx miljø, arbejde og arv. Dertil kommer naturligvis viden om mineraler, vitaminer, homøopati, urter, mm. Derfor er det en meget individuel behandling, klienten får, da der jo ikke er to personer der er ens, når det gælder organismens kemi.

Biopatien blev grundlagt i Danmark i 1970'erne, af Kurt Winberg-Nielsen, som i 1981 lavede den første skole. 

Jette Straagaard