Akupunktur på skadestuen

På skadestuerne kan akupunktur være et godt supplement til medicinsk behandling, når det gælder akut muskuloskeletal smertebehandling, viser et spændende forsøg i USA.

Af Jesper Odde Madsen

Erfaringen viser, at muskuloskeletale smerter hos patienter på skadestuen ofte er alvorlige, og at de kan være svære at behandle med medicin alene. Derfor valgte forskerne at undersøge akupunktur som en mulighed, bl.a. fordi det kun sjældent indgår i behandlingerne på skadestuerne. 

”Et adaptivt pragmatisk randomiseret kontrolleret forsøg med akupunktur på akutafdelinger til akut muskuloskeletal smertebehandling”.

I forsøget indgik 236 randomiserede deltagere fra minoritetsgrupper i USA, som i forvejen var marginaliserede mht. lægelig behandling. Behandlingerne blev udført af autoriserede akupunktører uddannet i traditionel kinesisk medicin. 

Lodtrækningsforsøget (RCT) havde tre grupper (arme): 1: Øreakupunktur (battlefield) + medicinsk behandling, 2: perifer akupunktur med nåle i hoved,  nakke- og ekstremiteter + medicinsk behandling, samt 3: medicinsk behandling alene (kontrolgruppe). 

Man tog højde for potentielle placeboeffekter pga. samtalerne mellem akupunktører og patienter i gruppe 1 og 2 ved at få akupunkturstuderende til at evaluere og tale med alle deltagerne i kontrolgruppen. 

Konklusionen lyder, at ”skadestue-akupunktur” kan gennemføres på en acceptabel og sikker måde og er i stand til at reducere akutte muskuloskeletale smerter bedre end medicin alene. Det viste sig også, at de to forskellige akupunkturmetoder virkede stort set lige godt.

Afspejler virkeligheden

Et interessant aspekt ved forsøget er, at det i modsætning til traditionelle lodtrækningsforsøg blev designet til at afspejle den virkelighed, læger og patienter møder på skadestuen. Metoden kaldes et ”adaptivt pragmatisk randomiseret kontrolleret forsøg” og er en relativt ny tilgang til kliniske forsøgsdesign. 

Her er det planlagt på forhånd, at man kan ændre på visse aspekter af forsøget undervejs, baseret på foreløbige data, dvs. adaptivt. 

Det pragmatiske består i at man udvælger deltagere, der skal afspejle den diversitet, lægerne møder i den daglige praksis. Det vil sige, at man finder folk, som i et traditionelt lodtrækningsforsøg ville blive udelukket fra at deltage, fx pga. andre lidelser, samt at man inkluderer et repræsentativt udsnit af alle patienter inden for den sygdomskategori, der indgår i forsøget. 

Denne måde at forske på skal ses på baggrund af den voksende kritik fra læger og forskere, som påpeger kløften mellem det traditionelle RCT og virkeligheden ude hos læger og patienter.