Ingen resultater
Planten og evidensen
Medicinsk cannabis har dokumenterede positive effekter. Mange bruger det, fx ved kroniske smerter, men der er mangel på kvalificeret vejledning, og de fleste må nøjes med at købe præparaterne på nettet.
Af Jesper Odde Madsen
Cannabis, marihuana, pot, tjald – sjældent har en enkelt plante givet anledning til så mange spørgsmål, idéer, associationer og myter. Men det, der som regel mangler, når emnet er aktuelt, er viden og vejledning.
Når danskerne bruger cannabismedicin, er det kun i relativt få tilfælde ordineret af en læge. Et slag på tasken er, at mellem 100-200.000 patienter tager cannabis i en eller anden form, især folk med kræft eller sklerose.
- Patienterne bruger typisk cannabis på grund af smerter, siger Peter Leutscher, som nogle af læserne vil kende, fordi han holdt oplæg om emnet på seminaret i september på Severin. Han er overlæge ved Center for Klinisk Forskning, Regionshospital Nordjylland.
- Mange gør det, fordi den konventionelle medicin ikke virker, eller på grund af bivirkningerne ved fx morfin. Vi har en gruppe med kroniske smerter, som har det rigtig svært, især fordi de ofte kommer op på alt for høje doser morfin.
- Men vi kan se, at cannabis hos mange patienter har god effekt. Og der er evidens for, at de ved at supplere med cannabis kan reducere indtaget af morfin, så de ikke har så mange bivirkninger.
- Vi regner fx med, at ca. 3000 sklerosepatienter bruger cannabis regelmæssigt. De oplever, at de har færre symptomer og højere livskvalitet.
Lave doser
Nogle får cannabis ordineret hos lægen og derpå udleveret på apoteket. Men langt de fleste patienter har købt det på nettet, på Christiania, eller får det leveret af nogen, de kender.
- Jeg forstår godt den skepsis, mange har, fordi de forbinder cannabis med den euforiserende virkning og med ungdomsfester, misbrug og kriminelle miljøer, siger Peter Leutscher.
- Men medicinsk opererer man med meget lavere doseringer end ved rekreativt brug, og vi bruger så lidt THC som muligt (den euforiserende komponent i cannabis, red.). Desværre blandes de to situationer ofte sammen, fordi ikke mindst lægerne mangler viden om det.
På hospitalerne møder læger og sygeplejersker patienter, der ved indlæggelsen fortæller, at de bruger cannabis. De vil gerne fortsætte med det under indlæggelsen, men hospitalet har det ikke eller vil ikke udlevere det, selv ikke i tilfælde hvor der er læge-ordineret. Mange patienter kan derfor ikke fortsætte med deres cannabis, når de er indlagt, selv om de oplever god effekt.
Det illegale marked
- Da forsøgsordningen startede i 2018, var der lagt op til, at lægerne kunne ordinere det. Men der fandtes ikke kliniske retningslinjer for hvordan de skulle udskrive de her produkter. Der blev heller ikke arrangeret videreuddannelseskurser, så lægerne kunne tilegne sig den viden, de ikke havde fået tidligere.
- Forsøgsordningen er noget af det mest håbløse, vi har set. Erhvervsfolk, der satsede på en kommende industri, begyndte at påvirke politikerne, som igen lagde pres på sundhedsvæsenet, og derfor endte det med en hovsa-løsning.
- Men man skal ikke lave sådan en ordning uden at gøre et ordentligt forarbejde ved at inddrage de forskellige aktører. Lægemiddelstyrelsen blev nærmest taget på sengen, og heller ikke Lægeforeningen og de lægefaglige selskaber var med i forarbejdet.
- Derfor fik ordningen ikke den faglige opbakning, der var brug for – tværtimod. Der var jo behov for finansiering af efteruddannelse, så at lægerne blev ordentligt klædt på, og det var også nødvendigt med en systematisk dataindsamling. Men politikerne svarede blot, at det var der ikke råd til. Derfor kunne Lægeforeningen ikke være med.
I dag er det derfor sådan, at mange læger ikke vil udskrive cannabis eller ikke rigtig har forudsætningerne for at kunne gøre det. For de aner ikke hvad det egentlig drejer sig om, og det rammer patienterne.
- Jeg oplever, at mange patienter har god gavn af cannabismedicin, og det er synd, at de skal tvinges ud på det illegale, usikre marked, siger Peter Leutscher.
- De kan ikke tale med lægen eller sygeplejersken om hvad de har tænkt sig og få nogle fagligt kvalificerede råd. I dag findes der desværre kun to-tre klinikker og enkelte praktiserende læger, som har interesse for cannabis og ved noget om det.
- Min bekymring om brug af produkter fra det illegale marked går på, at man ikke ved noget om indhold og kvalitet, samt at det ikke er muligt at få vejledning om cannabismedicin hos lægerne.
- Når man ikke kan få vejledning, skyldes det simpelthen manglende faglig viden hos lægerne. Det endocannabinoide system er et iboende biofysiologisk system, der gør det muligt at udnytte effekten af cannabismedicin. Men hverken de uddannede læger eller de medicinstuderende er på noget tidspunkt blevet undervist i dette område, forklarer Peter Leutscher.
- Systemet er beskrevet for godt 30 år siden, der er publiceret videnskabelig litteratur om det, og det blev dengang betragtet som en revolutionerende opdagelse. Men den viden er endnu ikke blevet oversat til den kliniske praksis.
Lovende pilotstudie
Ser man på forskningen, er der faktisk evidens for effekten af cannabismedicin. Meget af det konventionelle, typisk antidepressiver og neuroleptika er der til dato begrænset evidens for ifm. smertebehandling. Man bruger det dog alligevel fordi man har gode erfaringer med det, dog er der mange, der må stoppe pga. manglende effekt eller bivirkninger.
- Ved disse præparater er der paradoksalt nok ingen, der stiller spørgsmålstegn ved den manglende evidens, men det gør de til gengæld ved cannabis. Mange læger kræver, at cannabis skal have den stærkeste evidens, men den er jo svær at tilvejebringe, når der ikke er penge til at lave de nødvendige studier.
- Det vi har ser dog ganske lovende ud. Vi udførte fx et pilotstudie med palliative patienter, som fik cannabismedicin til symptomlindring. Her så vi på hukommelse og kognitive evner, både før og efter, bl.a. for at se om der reelt sker en ændring eller de bare bliver ”skæve” og ukoncentrerede.
- Men det viste sig tværtimod, at patienterne blev kognitivt bedre efter behandlingen. Ved starten af forsøget var hele gruppen dårligere end de burde være ift. køn, alder og uddannelse. Efter 14 dage kunne vi se, at de alle havde markant øgede evner, og både appetit og søvn var meget bedre. Her var noget dokumentation, vi kunne bruge, og vores studie blev publiceret i et videnskabeligt tidsskrift.
Peter Leutscher og hans kolleger gør hvad de kan for at råde bod på de manglende ressourcer til forskning og oplysning. For eksempel har Dansk Selskab for Klinisk Cannabismedicin i 2023 udgivet et minikompendium, en ”Introduktion til receptpligtig cannabismedicin”, som vi har fået lov at dele her.
- Vi stiller altid gerne op, fx med et webinar, hvis der er en gruppe med interesse for emnet. Der er også kurser i regi af Lægeforeningen, som selskabet arrangerer, og de er åbne for alle sundhedsprofessionelle, siger Peter Leutscher.
- Og jeg må sige, at jeg tar’ hatten af for dem, der deltog i seminaret på Severin. Der var gode kritiske kliniske spørgsmål, og folk var både engagerede og fagligt kompetente. Jeg har fået et helt andet syn på komplementær medicin, og vi er jo næsten i familie - når vi skal undervise læger, hører det administrativt set under komplementær medicin!
Link til den lukkede hjemmeside for medlemmer. HUSK at logge ind: