Ingen resultater
Opdateret 2. januar 2024
Optjening af efteruddannelsestimer hos Danske Terapeuter
I henhold til Registreringsloven og Danske Terapeuters bestemmelser skal alle RAB-registrerede behandlere hos Danske Terapeuter optjene efteruddannelsestimer (RAB-timer) over en treårig periode. Perioden er individuel afhængig af datoen på dit RAB-bevis.
Hvis du er i tvivl, så kontakt sekretariatet for råd og vejledning. Det gælder også hvis du er i tvivl om et kursus, foredrag eller andet som giver ret til optjening af RAB-timer. Det er ærgerligt at bruge tid og penge på kursus/aktivitet, der ikke er godkendt, hvis det var dit mål.
Danske Terapeuters Fag-, Viden- og Uddannelsesudvalg (FVU) i samarbejde med sekretariatet vurderer løbende de indkomne dokumentationer for efteruddannelse, kursusdeltagelse, deltagelse i supervision og ERFA-grupper. Reglerne for optjening af RAB-efteruddannelsestimer er som vist nedenfor:
Regler for optjening af RAB-efteruddannelsestimer
- I optjeningsperioden, som er tre år, skal der optjenes i alt minimum 30 timer, uanset antallet af RAB-registreringer.
- Alle kurser skal være godkendt i henhold til Registreringsloven og Danske Terapeuters bestemmelser.
- Ved Førstehjælp optjenes 3 timer pr. kursus, maksimum 7 timer hvert tredje år.
- Der kan ikke overføres timer fra én optjeningsperiode til en anden (dobbeltperiode).
- Der kan søges orlov i op til et år – registreringsperioden forlænges tilsvarende.
Uddybning af fysisk- eller online tilstedeværelse
Efteruddannelsestimerne opnås enten via fysisk tilstedeværelse eller e-learning på basis af den primære behandlingsform.
Der kræves fysisk tilstedeværelse ved:
- Sikkerhedskursus i Thorax
- Førstehjælpskurser
- Praktisk undervisning i andre behandlingsformer end den/de primære behandlingsformer man er RAB-registreret i. F.eks. hvis man er uddannet zoneterapeut og tager et kursus i akupunktur.
Alle andre egnede emner kan undervises online og/eller via e-learning. F.eks. indenfor:
- Anatomi/fysiologi
- Sygdomslære/farmakologi
- Bogføring/Regnskab/regnskabsforståelse
- Coaching
- Deltagelse i ERFA-grupper
- Deltagelse i foredrag f.eks. i lokalafdelinger
- Faglig eller personlig supervision
- Hygiejnekurser
- Klinikdrift
- Kommunikation
- Kost/ernæring
- Markedsføring
- Psykologi
- Økonomi
Foreningen anbefaler, at du som behandler løbende vedligeholder dit/dine primære fag i praksis. Dvs. at du deltager på et kursus med fysisk tilstedeværelse. F.eks. hvis du er RAB-registreret akupunktør, deltager i et kursus med fysisk tilstedeværelse, som omhandler akupunktur.
Undervisere
Som RAB-registreret behandler hos Danske Terapeuter har du mulighed for at optjene RAB-efteruddannelsestimer, hvis du ved siden af din klinik, også underviser på et kursus eller efteruddannelsen.
Betingelserne for, at kunne optjene RAB-efteruddannelsestimer som underviser er, at:
- Undervisningen skal være med fysisk tilstedeværelse.
- Der maksimalt kan optjenes 20 timer i optjeningsperioden, som er tre år.
- De resterende 10 timer skal optjenes ved Førstehjælp og undervisning i den/de primære behandlingsformer hvori man er RAB-registreret.
- Der kan ikke overføres timer fra én optjeningsperiode til en anden (dobbeltperiode).
De 20 timers undervisning dokumenteres ved tro/love.
De i alt 30 timer dokumenteres på samme måde, som beskrevet nedenfor under overskriften ”Dokumentation”.
Dokumentation
Efteruddannelsestimerne dokumenteres ved hjælp af deltagerbeviser. Du skal sikre dig, at beviserne tydeligt angiver: kursusudbyder, navnet på kurset, indholdet af kurset, antallet af timer samt underviser.
Efter endt kursus/efteruddannelse skal du som medlem hos Danske Terapeuter udfylde formularen og uploade dine beviser på den lukkede hjemmeside for medlemmer under kursusregistrering.
Vi anbefaler, at du løbende opdaterer dine kurser, så du hele tiden har et overblik over dine RAB-efteruddannelsestimer.
Varighed kursus
For at et kursus kan blive RAB-godkendt skal det have en varighed på minimum 3 timer. Dog kan kurser á 2 x 2 timer godkendes hvis der er sammenhæng i indholdet, f.eks. 2 timer den ene uge og 2 timer den næste.
Supervision
Supervision dokumenteres ved tro/love erklæring med indikation af emne/indhold/tidsforbrug samt underskrift af supervisor. Undervisere og supervisorer optjener ikke timer, kun kursusdeltageren/ supervisanden optjener timer. Supervision og deltagelse i ERFA-grupper kan maksimalt udgøre 10 timer i optjeningsperioden (tre år).
Førstehjælp
Danske Terapeuter kræver som en del af optjeningen af RAB-efteruddannelsestimer et altid gyldigt førstehjælpsbevis.
Førstehjælpsbeviset skal overholde de til enhver tid gældende anbefalinger fra Dansk Førstehjælpsråd. Dette betyder, at førstehjælpebeviset skal fornyes minimum hvert andet år, som enten kan være:
- Grundkursus minimum bestående af ”Førstehjælp ved hjertestop inkl. hjertestarter – 240 minutter”
eller
- Opdateringskursus ”Førstehjælp ved hjertestop inkl. hjertestarter – 180 minutter”, eller ”Opdateringsuddannelse livreddende Førstehjælp” – 180 minutter.
Ovennævnte førstehjælpskurser er gældende for alle RAB-registrerede medlemmer i fagene: akupunktur, kranio-sakral terapi, massage og zoneterapi.
Ovennævnte førstehjælpskurser er tilsvarende gældende for alle aktive medlemmer uden RAB-registrering i fagene: akupunktur, biopati/naturopati, columnaterapi, EFTMR-traumeterapi, kinesiologi, kranio-sakral terapi, kropsterapi, massage, phytoterapi, strukturel integration, urteterapi og zoneterapi.
OBS!! Hvis dit opdateringskursus i Førstehjælp er mere end to år gammelt, skal du starte forfra med et grundkursus.
RAB-registrering hos Danske Terapeuter
Hos Danske Terapeuter er det muligt at blive RAB-registreret inden for fagene: akupunktur, kranio-sakral terapi, massage og zoneterapi.
Uanset om du er RAB-registreret i et eller flere fag, skal du i optjeningsperioden, som er tre år, optjene minimum 30 timer inkl. førstehjælp.
Danske Terapeuters Fag-, Viden og Uddannelsesudvalg (FVU), 1. januar 2024.