Ingen resultater
Kranio-Sakral Terapi
Kranio-Sakral Terapi genopretter med blide tryk og greb skævheder i kroppen, som kan belaste centralnervesystemet og dermed også kroppens funktioner. Skævheder og belastninger kan f.eks. opstå ved:
- Fødslen, som er en hård belastning af kraniet, når det presses ud gennem den trange fødselskanal
- Stress, som kan påvirke centralnervesystemet og udløse mange ubalancer
- Skader og spændinger i nakke, ryg og lænd - store som små. Det kan være efter uheld eller uhensigtsmæssige arbejdsstillinger og siddestillinger, hvilket påvirker centralnervesystemet
Kranio-Sakral Terapi tager afsæt i den osteopatiske metode.
Behandlingen
Kranio-Sakral Terapeuten anvender blide tryk, greb og teknikker på udvalgte steder på hoved, nakke, ryg og korsben. Det løsner membraner, bindevæv og muskler, så hjernen, rygmarven, rygmarvsnerverne og hjernevæsken igen kan bevæge sig frit. Målet er at få kroppen tilbage til den anatomisk korrekte position. På den måde får kroppen mulighed for at regenerere og helbrede sig selv.
Behandlingen bygger på, at kroppen bliver "hørt og mødt" via Kranio-Sakral Terapeuten´s hænder, der "lytter" til rytmer og bevægelser i kroppen.
Klienten ligger på en briks på ryggen eller på maven. Børn og spædbørn kan modtage behandlingen f.eks. siddende eller båret af en pårørende.
En behandling varer ca. 60 minutter for voksne og 30 minutter for børn.
Effekt
Klienten vil som en umiddelbar effekt opleve dyb afslapning og ofte en behagelig træthed, da behandlingen påvirker det parasympatiske nervesystem.
Erfaringer viser, at Kranio-Sakral Terapi kan have en positiv effekt på f.eks.:
- Hovedpine og migræne
- Piskesmæld og hjernerystelse
- Stresssymptomer
- Muskelspændinger
- Ryg- og nakkesmerter
- Angst
- Søvnbesvær
- Hormonbalancer
- Choktilstande
- Bækkenløsning
Klienten kan ofte mærke en effekt efter første behandling. Og 2-3 behandlinger kan i mange tilfælde være nok og gøre underværker for klienten. Det vil dog til enhver tid være afhængig af klientens tilstand, hvor mange behandlinger, der vil være behov for.
Reaktioner på behandlingen
Reaktioner på behandlingen kan være forbigående smerte og træthed. Det er tegn på at kroppen arbejder videre med regeneration efter selve behandlingen.
Det er vigtigt, at du fortæller Kranio-Sakral Terapeuten om evt. kroniske lidelser, om du får medicin eller om du er gravid, da det kan have betydning for resultatet af dine behandlinger. Kranio-Sakral Terapeuten vil tage hensyn til disse oplysninger i forbindelse med behandlingen.