Ingen resultater
Akupunktur
Akupunktur er en metode, hvor akupunktøren med nåleindstik i særlige akupunkturpunkter påvirker kroppens energikredsløb for at genoprette energierne Yin og Yang. Behandlingen sætter dermed kroppens selvhelbredende kræfter i gang.
Akupunktur er en holistisk behandlingsform, hvor akupunktøren ser hele mennesket - fysisk, psykisk og mentalt - og altså ikke kun på de umiddelbare symptomer. Akupunktøren arbejder derfor tæt sammen med klienten, så klienten kan tage et medansvar for sin behandling.
Akupunkturmetoder i TCM (Traditionel Kinesisk Akupunktur) akupunktur inkluderer, ud over behandling med nåle, også cupping, moxa, guasha og tuina massage. De fleste akupunktører behersker mange af disse metoder.
Behandlingen
Behandlingen starter med en samtale, hvor akupunktøren indsamler viden om klientens generelle tilstand, f.eks. smerter, søvn, kost, generel livsstil mv.
Akupunktøren bruger den kinesiske medicins grundprincipper og lytter til stemmeføring, iagttager lugte, farver, ser på tungen og føler på pulsen i klientens håndled. Disse informationer bliver sammenholdt med symptomet, og akupunktøren stiller en akupunkturdiagnose samt lægger en behandlingsplan.
Selve behandlingen
Klienten ligger på en briks, og akupunktøren indfører sterile/tynde nåle - typisk på underben/underarme og på ryggen. Det typiske antal nåle kan svinge fra 1-20 stk. pr. behandling. Nålene sidder i de udvalgte punkter i ca. 20-30 minutter
Når nålen indføres mærkes oftest blot et lille prik, tryk eller svag smerte. Nålene kan evt. stimuleres med fingre, med varme, med elektrisk stimulering eller de kan blot være i ro.
Antallet af behandlinger afhænger af tilstanden (akut eller kronisk), men klienten bør kunne mærke en effekt af behandlingen efter ca. 5 x akupunkturbehandlinger.
Effekt
WHO har offentliggjort en rapport i 1996, som bl.a. omhandler 40 lidelser, som man mener er egnet til akupunkturbehandling. Det gælder f.eks.:
- Smertebehandling
- Astma og allergi
- Gynækologiske lidelser
- Fordøjelse
- Urinvejssygdomme
- Hjerte-, og kredsløbssygdomme
Reaktioner på akupunkturbehandling
Der forekomme reaktioner såvel under som efter en akupunkturbehandling. Disse kortvarige reaktioner skal ses som kroppens selvhelbredende kraft på arbejde.
Reaktioner under behandlingen kan være træthed, varme/kulde, tørst, tunghed/lettelse, rumlen i mave m.m.
Der kan nogle gange forekomme ømhed og snurren/let rødme omkring indstikket og mere sjældent et lille blåt mærke.
Efter behandlingen kan der opleves træthed, svimmelhed, svedtendens, måske hovedpine og utilpashed, stærk lugtende urin og afføring.
Reaktioner vil være kortvarige, men skulle du opleve stort ubehag af kortere eller længere varighed, så kontakt din behandler.
Efter behandlingen bør du drikke rigeligt med vand, som kan hjælpe med udskillelsen af affaldsstoffer, som bliver frigivet i forbindelse med behandlingen.
Hvem giver akupunkturbehandlinger
Du kan få akupunkturbehandling i private klinikker, på nogle sygehuse, herunder ofte på fødeafdelinger, hos nogle praktiserende læger eller andre autoriserede sundhedspersoner.